Hvornår jeg præcist vidste jeg ville være iværksætter, det kan jeg ikke svare dig på. Jeg har altid vidst jeg gerne ville gøre en forskel og jeg har altid vidst at jeg gerne ville have et ansvar – i det mindste over mig selv. Det kan dog ske på mange måder og jeg husker at da jeg gik i 9. Klasse på idrætsskolerne Ikast, troede jeg at jeg skulle være verdens bedste badmintonspiller. I 10. Klasse på samme eftersole, var denne drøm skiftet ud med drømmen om at være bankdirektør. Jeg husker i hvert fald jeg skrev en opgave om det i skolen. Selvom jeg tænkte jeg skulle arbejde i en bank, var sporten stadig første prioritet. Derfor var min tid på HHX Ikast primært præget af sport og fritid. Lektier var noget jeg fik overstået i sidste øjeblik.
Som sagt droppede jeg idéen om at blive badmintonspiller og efter min handelsskole flyttede jeg til Berlin. Jeg havde én gang før været i denne by og jeg tænkte at den var helt kanon. Da muligheden kom for at flytte dertil og lære tysk kunne jeg ikke sige nej. Det var en fremragende år i Berlin, og jeg fik virkelig øjnene op for at verdenen var andet end en hal, et net og en badmintonketcher. Da mit ophold var i Berlin og jeg skulle flytte tilbage til Danmark, faldt valget af by mig helt naturligt. Det eneste der kom i nærheden af Berlin som jeg var blevet så forelsket i – det var selvfølgelig København.
I København startede jeg med at læse Finansbacheloruddannelsen på CPHBusiness – det var nu jeg skulle blive bankmand. Hele forløbet gik egentlig også efter planen, og nærmest inden mit første semester rigtigt var startet havde jeg fået et studiejob i en af nordens største banker. Livet var godt og jeg kunne nærmest se direkte til målet som bankdirektør. Jeg skulle bare blive i banken i de næste 40 år og blive ved at gøre et godt indtryk, så skulle jeg nok komme fremad.
Heldigvis sker der mange ting i livet som ikke går helt efter planen, og selvom jeg egentlig havde bestemt mig for at jeg ikke ville på udveksling på mit 3. Semester, så søgte jeg alligevel. Jeg tænkte at jeg jo altid bare kunne sige nej. Skæbnen ville det at jeg blev optaget på Hanyang University i Seoul. Her skulle jeg studere mit 3. Semester. Da jeg havde haft en uforglemmelig oplevelse i Berlin besluttede jeg mig for at takke ja til det nye eventyr. Jeg var overbevist om at uanset hvad der ville ske, så ville det blive mindeværdige oplevelser – og ikke for at virke alt for selvtilfreds, men jeg havde ret!
På mit udvekslingssemester var jeg sammen med 500 andre exchange studerende en del af en studenterforening. Denne forening planlagde alle mulige arrangementer for os udlændinge. Heriblandt fællesmiddage, fester, kulturelle arrangementer og når ja.. en rejse til Nordkorea. Da jeg jo var på udvekslings og var på eventyr sagde jeg ja til stort set alting, hvilket resulterede i at jeg i efteråret 2015 var på vej til Nordkorea – et af verdens mest isolerede lande.
Den rejse på 5 dage, ændrede hele min opfattelse af verdenen. Jeg havde aldrig oplevet noget så langt fra hvad jeg havde været vant til og samtidig var det en fortælling som man ikke kunne høre om i medierne eller nogen historiebøger. Det skulle oplevelses for at forstå det. I toget på vejen hjem besluttede jeg mig derfor at jeg måtte fortælle og vise andre mennesker disse oplevelser. Jeg fandt derfor ud af at den nemmeste måde at gøre dette på, ville være at holde foredrag og efter hvert foredrag spørge om der ikke var nogen der havde lyst til at rejse til Nordkorea. Dette resulterede i rejsebureauet Above Borders – og jeg har aldrig fået så mange oplevelser som jeg gør nu.
Skriv et svar